Dialogmøde om Østlig Ringvej

Mandag den 20. november havde bestyrelserne fra Øresunds Ældrerore og Roklubben Øresund besøg af tre repræsentanter fra Sund & Bælt.

De havde kontaktet dette indlægs forfatter, og spurgt om vi ville være interesserede i at deltage i et dialogmøde om Sund & Bælts arbejde med vurdere miljøkonsekvenserne af en Østlig Ringvej. Det ville vi da helt sikkert og en dato blev aftalt.

Nu, kære læser vil jeg, inden du læser videre, afsløre, at hvis du nu tror, at vi ved alt om den østlige ringvejs og roklubbernes fremtid, så tager du grueligt fejl.

Projektet er stadig i undersøgelses fasen, og der vil det nok befinde sig et par år endnu. Vedlagt er den præsentation Sund & Bælt gennemgik på mødet, og med den i “hånden” kan du også blive klogere på hvad det er, der sker i vores farvand.

Bliver projektet til noget – hvad det jo nok gør – skal tunnelelementerne laves på den fabrik, der i øjeblikket laver tunnelrørene til Femern Bælt. Så prøv at se den film der linkes til i præsentationen.

Der er p.t. ikke aftalt nyt møde med Sund & Bælt; men det vil der helt sikkert blive, når vi kommer længere frem i projektet.

Her kan du finde præsentationen: Østlig Ringvej


Udgivet

i

af