Klargøring af både 2021 / 2022

maler penselSom vi lovede i sidste udgave af ”Stroken” ville skemaet over vinterens bådehold, i løbet af oktober, blive opslået i klubben og på vores hjemmeside, samt i den næste udgave af ”Stroken”.
Skemaet er udarbejdet med baggrund i sidste års bådehold og tilpasset med vores nye medlemmer, som vi også glæder os til at introducere til denne side af rosporten. Vi planlægger at den første båd kommer på værkstedet onsdag d. 3. november.

Ordningen virker på følgende måde: Hver båd er tildelt en periode (1-2 uger) på værkstedet – skiftedage er alle på tirsdage/onsdage, så der vil være hjælpende hænder til flytning af bådene. Det øverste understregede navn på hvert bådehold er ”Bådformanden” for holdet, der er ansvarlig for koordineringen af indsatsen på båden, som holdet aftaler med materieludvalget på skiftedagen.
Omkring en uges tid før den planlagte mødedato for bådeholdet, fremsendes en e-mail til deltagerne på holdet, som så har mulighed for at informere bådformanden, hvis der opstår forhindringer med at møde den fastsatte aften. For at e-mail indkaldelsen kan fungere optimalt bedes I venligst holde os opdateret på ”Rokort.dk” med jeres gældende e-mail adresse, og/eller telefon nr., og postadresse.
Hvis den tildelte periode viser sig at være helt umulig for dig/et helt hold, er det ok at bytte periode med et andet hold – evt. ændringer bedes meddelt materialeudvalget.

Vel mødt til vintersæsonen 2021/2022

Hele skemaet med alle bådehold finder du her: Skema over bådehold til klargøring af vores både til sæson 2022

Materialeudvalget
Allan & Mogens


Udgivet

i

af