Normalt holder Roklubben Øresund åbent hus hvert forår, hvor alle, der er interesserede i at ro, kan komme og se vores klub og både, samt blive introduceret til hvad rosporten har at tilbyde.
Men da Corona restriktionerne gør, at vi højst må forsamles 5 personer indendørs, har vi valgt at splitte åbent hus arrangementet op i tre mindre sessioner med forhåndstilmelding, så vi kan styre, hvor mange, der kommer.
Datoerne er tirsdag 20.4, torsdag 22.4 eller tirsdag 27.4. Alle dage kl. 20.00.
Tilmelding på mail til hanne.vinther@mail.dk.
Som noget nyt starter roskolen i år på land i romaskinerne, hvor nye roere lærer rotagets opbygning, så rostilen bliver i orden, og skader undgås.
Første gang på vand bliver tirsdag den 4. maj kl. 17.30. Det tager 6-7 lektioner af 2-3 timer at lære at ro, så roskolen er et intensivt forløb, som kræver, at de nye roere tilstræber at møde op to gange ugentligt tirsdag og torsdag i en måned. Man kan starte til roning uanset alder. Det kræver ingen forhåndskendskab – blot at man er i nogenlunde form. Første tur på vandet er en prøvetur og dermed gratis.
Efter at være lukket inde i Coronabobler hele vinteren håber vi, mange har lyst til at komme ud på vandet og få motion i den friske luft samt blive en del af vores sociale fællesskab.