By & Havn udvider Lynetteholms arbejdsområde til søs

I de kommende uger flytter Lynetteholms arbejdsområde mellem Refshaleøen og Nordhavn længere mod nord. By & Havn udvider området for at sikre tilstrækkelig sikkerhedsafstand til arbejdet med at anlægge Lynetteholms stemdæmning langs Kronløbet. Det vil medføre nye sejladsforhold i Kronløbet, som bliver indfaset i den kommende periode.

Mandag i denne uge tog By & Havns maritime afdeling fat på at flytte de første bøjer, som skal markere Lynetteholms nye og større arbejdsområde til søs.

De seneste år har By & Havn arbejdet på at opbygge Lynetteholms stendæmninger mod Øresund og langs Trekroner Fortet. I oktober sættes så gang i den sidste og nordligste stendæmning langs Kronløbet.

Det arbejde kræver et større arbejdsområde, og på kortet nedenfor kan man se, hvordan det eksisterende arbejdsområde nu breder sig længere mod nord og vest.

Det nye arbejdsområde, vil ligesom det nuværende, blive omkranset af gule krydsbøjer med og uden lys, der markerer, hvor arbejdsområdet begynder og slutter. Efter aftale med Søfartsstyrelsen får det nye område også røde bøjer (sidemarkeringer) langs Kronløbet. Dertil kommer også to sæt sidemarkeringer (røde og grønne bøjer) mellem arbejdsområdet og Middelgrunden for at markerer det sejlbare område tydeligere.

Alle bøjer vil efter planen være opsat inden den 1. oktober, hvor det første gravearbejde i forbindelse med anlæg af Lynetteholms nordlige stendæmning går i gang.

Af sikkerhedsmæssige hensyn vil der være sejladsforbud i hele det nye arbejdsområde, hvilket også har været gældende for det eksisterende område.

Ekstra røde blink og nye sejladsforhold
For godt et år siden etablerede By & Havn nye sikkerhedstiltag og sejladsregler i Kronløbet i forbindelse med anlæg af Lynetteholm. Blandt andet tre røde blink ved indsejlingen til havnen, som det seneste år har reguleret fritids- og erhvervssejladsen mellem Levantkaj og nordlig bølgebryder.

Funktionen med de røde blink bibeholdes i forbindelse med udvidelsen af Lynetteholms arbejdsområde, men de nuværende røde blink på bølgebryderen placeres i oktober på en pæl lidt vest for bølgebryderen, da området omkring bølgebryderen inddrages i det nye og større arbejdsområde (Se ny placering af røde blink på kort nedenfor)

Dertil opsættes tre ekstra røde blink halvvejs i Kronløbet (Se placering på kort nedenfor). Det medfører, at indadgående fritidssejlere fremover skal holde tilbage øst for de nye røde blink, når store erhvervsskibe som fx Oslofærgen eller krydstogtskibe sejler i Kronløbet.

De nye blink vil efter planen være i drift i løbet af oktober. Indtil da vil den nuværende blink-funktion på nordlig bølgebryder fortsat være i drift, og de nuværende sejladsregler være gældende.

Vi melder ud her i nyhedsbrevet og på Lynetteholms hjemmeside, når begge nye blink er i drift, og nye sejladsregler i relation til blinkene træder i kraft.

To sejlkorridorer bliver til ét
Det seneste år har Kronløbet været opdelt i to sejlkorridorer for henholdsvis erhvervsskibe og fritidssejlere. Da det nye og større arbejdsområde indsnævrer Kronløbet, ophæves de to korridorer, og Kronløbet bliver igen til ét samlet løb. I den forbindelse nedtages de skillebøjer, som har opdelt løbet. Nedtagningen finder sted i september.

For at opretholde god afstand mellem store og små fartøjer, skal al fritidssejlads fortsat holde mod syd i Kronløbet og erhvervssejlads mod nord.

Afviserfartøj forsætter frem mod efterårsferien
I løbet af sommeren har der været et afviserfartøj til stede nær Kronløbet, når de store erhvervsskibe er sejlet ind og ud af Kronløbet. Fartøjet har hjulpet med at guide fritidssejladsen sikkert igennem Kronløbet. Det er planen, at afviserfartøjet fortsætter med at sejle frem til efterårsferien, og det kan fortsat kontaktes på VHF kanal 12.

Overblik

Uge 38- 39
Lynetteholms arbejdsområde bliver udvidet mod nord og vest. Det indebærer flytning og opsætning af nye bøje og nedtagning af skillebøjer i Kronløbet.

Uge 39
Pæle, som Kronløbets nye røde blink skal monteres på, bliver nedsat i havbunden – vest for nordlig bølgebryder og halvvejs i Kronløbet.

Uge 39-44
Kronløbets nye røde blink bliver monteret på pæle sammen med gule informationsskilte og sættes i drift. Placering: Vest for nordlig bølgebryder og halvvejs i Kronløbet. Der tages forbehold for vejr-og vindforhold, der kan påvirke tidsplanen for montering.

Hvordan skal jeg sejle i ugerne 39-44?

Hold mod syd i Kronløbet
Som fritidssejler skal du fortsat holde mod syd i Kronløbet, selvom skillebøjer tages ned, og Kronløbet igen bliver til ét samlet løb. Det sikrer god afstand til erhvervssejladsen, der sejler i den nordlige del af Kronløbet.

Hold tilbage for røde blink
Som fritidssejler skal du fortsat holde tilbage, når røde blink på nordlig bølgebryder blinker. Når nye blink i Kronløbet er monteret og nye sejladsregler træder i kraft, melder vi det ud på Lynetteholms hjemmeside og via nyhedsbrev. Der tages forbehold for vejr-og vindforhold, der kan påvirke tidsplanen for montering af nye blink.

Hvor kan jeg læse mere?
Du kan finde information på Lynetteholms hjemmeside – Sikkerhed for sejlere. De kommende uger opdaterer vi siden med nye tidssvarende kort og retningslinjer for sejlads. Du vil også kunne hente information via By & Havns havneapp – KBH Havn – under sejlads.

På Søfartsstyrelsens hjemmeside, Efterretninger for Søfarende, kan ændringer også ses.


Udgivet

i

af